PRAKTISKE OPLYSNINGER 2017

Lidt om Lolland Rundt 2017.
Løbet køres i år for 35. gang den 21., 22. og 23. juli 2017. Ruterne er lagt gennem de smukkeste steder på Lolland.
Alle kan deltage: ingen tidtagning, ingen præmie til den, der kommer først, men et flot diplom som erindring og
mulighed for hyggeligt samvær med ligesindede. 

Brug af CYKELHJELM er PÅBUDT under løbet på alle ruter! 


Kørevejledning til startsted
Fra Sydmotorvejen drejes af ved Sakskøbing(afkørsel nr. 46). Kør ad Stadionvej, til højre ad Søndergade og igen til
højre ad P. Hansensvej før jernbanen. For rejsende fra Banegården tager det 5 – 10 min. at gå til Sportscentret. Står du uden for banegården med ryggen mod sporene, skal du gå til højre. I det første kryds skal du første lidt til venstre, så til højre ad Saxes Allé. Efter et par hundrede meter skal du til højre og så kan du se
Sportscentret. 

Du skal medbringe. Sovepose eller sengetøj. Har du betalt for overnatning (Hal B, Ellekildeskolen eller teltplads), er der tykke skumgummimadrasser gratis til rådighed. Medbring også en lille cykeltaske til rutekort, lappegrej m.v. 

Indskrivning.

Inden start skal du indskrive dig i hal A enten torsdag kl. 17 – 20 eller fredag kl. 07.30 – 08.30. Spisebilletter, rutekort, deltagerliste, rutebeskrivelse,
spørgeskema m.v. udleveres ved indskrivningen. 

Hyggeaften - Grillaften torsdag

Torsdag fra kl. 17.30 er der hyggeaften med grillarrangement i Sportscentrets cafeteria, hvor du kan møde nye og gamle cykelvenner.

Rutens længde.

Lolland Rundt består af fire ruter: Blå rute på 360 km., rød rute på 300 km., grøn rute på 160 km, og en Eventyrrute på ca, 85 km. Hvor ruterne mødes, kan du vælge, hvilken rute du vil køre ad til næste gang, ruterne mødes. Du kan altså selv vælge din rute på højst 360 km. og mindst 85 km. fordelt over tre dage. 

Overnatning

Der er flere muligheder for overnatning. Du kan overnatte i Sportscentrets Hal B, i klasseværelse i Ellekildeskolen, eller på teltplads ved sportscentrets cafeteria. Overnatning på de steder er indregnet i prisen for Lolland Rundt (model 1). Bruger du teltpladsen, skal du have telt med. Der er ikke adgang for camplet eller campingvogne. Der må ikke køres med biler på teltpladsen. Du kan også overnatte for egen regning. I så fald giver vi en mindre rabat i prisen for Lolland Rundt (model 2). Vi henviser i så fald til Sakskøbing Vandrerhjem eller Sakskøbing Campingplads, der ligger få hundrede meter fra startstedet. Der er desuden campingpladser i Guldborg og i Maribo.

I hal B er der nattevagt ved de frivillige i Redningsberedskabet alle nætter samt under festen lørdag aften. Nattevagternes anvisninger skal følges. Rygning er forbudt indendørs i haller og skole. Drikkevarer må hverken medbringes i bade- og omklædningsrum eller i hal A under spisning og til fest lørdag aften.

Ruter og ruteafmærkning.

Der er samlet start fra P-pladsen ved hal A alle dage. 

• 160 km.-ruten er afmærket med hvide pile med grøn spids.
• 300 km.-ruten er afmærket med hvide pile med rød spids.
• 360 km-ruten er afmærket med hvide pile med blå spids, dog kun når den afviger fra 300 km.
• Eventyrruten er afmærket med gule sklilte.

Anvisninger fra løbsledelsen skal efterkommes. Færdselsreglerne skal overholdes, dvs. at man højst må køre to og to ved siden af hinanden på vejen.

Cykelreparation og STOP foregår i vejens VENSTRE side! Lolland Rundt har fået adgang til steder, hvor der normalt ikke er almindelig adgang. Respekter gæstfriheden, så vi kan få lov til at komme igen! Skån naturen – tag affald med til rastepladsen, hvor der er skraldesække! 

Private følgebiler er ikke velsete på ruten.

Rastepladserne

Rastepladserne er ikke bemandet udenfor de angivne åbningstider. Vi forventer af dig, at du afpasser din hastighed, så du er på rastepladserne i åbningstiderne.
Servicevognene på rastepladserne betjenes af Lolland Rundts frivillige. Der sælges chokolade, frugt, sodavand og øl. Kaffe og drikkevand er gratis. Dagli’Brugserne er vært ved de lækkerier, som deres personale serverer for løbets deltagere! Rastepladserne er – så vidt muligt – lagt på steder med adgang til toilet og drikkevand. Se oversigten bag på rutekortet.

Din cykel – evt. reparation

Vi forventer, at din cykel er i god stand, men vi har aftale med Skottes Cykler i Sakskøbing, som kører ud på ruten og hjælper ved havari og uheld. Der betales samme pris for reparation som i forretningen i Sakskøbing. 

Spisning

Der spises morgen- og aftensmad i Sakskøbing Sportscenter, hal A. Frokosten serveres fredag og lørdag på en rasteplads. Du kan afhente din frokost i Sportscentrets cafeteria, men kun, hvis du inden løbets start hver dag har skrevet dig på listen over deltagere, der ønsker frokost i hallen.

Ved indskrivning udleveres en bon for hvert måltid. Bonen afleveres ved afhentning af frokost på ruten eller ved indgang til spisesalen.

Der kan leveres specialkost, hvis det bdestilles ved Sakskøbing Sportscenter!

Praktiske oplysninger.

Der betales for drikkevarer til alle måltider både i Sakskøbing Sportscenter og på rastepladser. Bordbestilling til fredag og lørdag aften modtages torsdag aften i cafeteriaet eller på 54704566 tryk 5. Aktiviteter for unge lørdag aften. Der er arrangeret aktiviteter for børn og unge i Sakskøbing Sportscenter.

Svømmehal

Lolland Rundts deltagere har gratis adgang til Sakskøbing Sportcenters svømmehal. Se åbningstider i ”oversigt over tider” herunder. 

Mål – turens afslutning

Turen slutter hver dag ved Sakskøbing Sportscenter, hvor du skal være i god tid inden aftensmaden. Søndag, hvor der er frokost i hal A til kl. 14, skal du være i mål hurtigst mulig efter kl. 12. Søndag udleveres dit diplom og vi modtager dit udfyldte spørgeskema.


Forsikring

Husk, at du deltager for egen regning og risiko – så sørg for at have dine forsikringer i orden. Børn under 15 år skal tilmeldes og køre sammen med
en voksen, der er ansvarlig for barnet. 

Pårørende

Under løbet kan pårørende lægge besked til dig på følgende numre:
22 75 51 14 – Bent Mortensen
54 70 45 66 – Sakskøbing Sportscenter

Pårørende kan deltage i Lolland Rundt uden at cykle, f.eks. til overnatning og til et eller flere måltider. Se priser på www.lollandrundt.dk

Glemte sager

Henvendelse til Sakskøbing Sportscenter på tlf. 5470 4566. 

Tilmelding og betaling

Det forventes, at du har tilmeldt dig og har betalt senest den 14. juli 2017. Ved undtagelsesvis senere tilmelding og betaling skal kvittering medbringes ved indskrivning. Der kan betales kontant ved indskrivningen torsdag eller fredag. Udlændinge anbefales at betale kontant eller via Mobile Pay ved indskrivning. Der kan ikke anvendes check eller kreditkort, når der betales i forbindelse med indskrivning. Se priser på www.lollandrundt.dk

Yderligere oplysning

Yderligere oplysninger ved telefonisk henvendelse til Loland Rundt, tlf. 2275 5114 eller 2065 3706.


Oversigt over tider under Lolland Rundt.
Torsdag kl. 17.00 – 20.00: Indskrivning i sekretariatet i hal A
Torsdag kl. 1730:              Hyggeaften med grillarrangement
Torsdag kl. 24.00:             Ro i hal B
Fredag kl. 07.30 – 08.30:   Morgenmad i hal A for deltagere, der har overnattet eller betalt særskilt
Fredag kl. 07.30 – 08.30    Indskrivning i sekretariatet i Sportscentrets cafeteria
Fredag kl. 09.00:              Start fra P-pladsen ved hal A
Fredag kl. 12.00:              Svømmehallen i Sakskøbing Sportscenter er åben
Fredag kl. 18.30:              Aftensmad i Sakskøbing Sportscenter hal A – generalforsamling
Fredag kl. 23.00:              Ro i hal B
Lørdag kl. 07.00:              Morgenmad i hal A
Lørdag kl. 08.30:              Start fra P-pladsen ved hal A
Lørdag kl. 11.00:              Svømmehallen i Sakskøbing Sportscenter er åben
Lørdag kl. 18.30 – 23.00:  Festaften i Sakskøbing Sportscenter hal A
Lørdag kl. 24.00:              Ro i hal B
Søndag kl. 06.30:             Morgenmad i hal A
Søndag kl. 08.00:             Start fra P-pladsen ved hal A
Søndag kl. 12.00:             Forventet ankomst til Sakskøbing Sportscenter – frokost i hal A
Søndag kl. 14.00:             Årets Lolland Rundt er forbi – frokostbordet dækkes af