DELTAGELSE I LOLLAND RUNDT FOR FØRSTE GANG

Bestyrelsen ønsker dig hjertelig velkommen til Folkecykelløbet Lolland Rundt. Arrangementet bærer præg af at være noget, folk vender tilbage til. Mere end 70 % af deltagerne har været med før, og vi har et par deltagere, der har været med i alle de år, der har været Lolland Rundt.

Netop derfor glemmer vi ofte i bestyrelsen, at der er et behov for helt grundlæggende orientering til de, der deltager for første gang. Vi opfordrer dig til at spørge os i sekretariatet eller gamle deltagere, hvis der er noget, vi kan hjælpe med, men skriver herunder lidt generel information, som ikke fremgår af ”praktiske oplysninger”

Først og fremmest: mangler du materialer som kort, rutebeskrivelse eller praktiske oplysninger, så kan du hente dem (gratis) i sekretariatet, hvor vi også med glæde vejleder om alle praktiske forhold.

Området, vi er i, hedder Saxemarken. Området er domineret af søen og sportsfaciliteterne, men her ligger både sportshallerne, vandrerhjem, campingplads og skole. Det tager kun et par minutter at gå til Sakskøbings gågade og mindre end 10 minutter at gå til centrum.

Hvad du har betalt for, og hvad du skal betale ekstra for.

Lolland Rundt tilbydes som moduler med mulighed for tilkøb og fravalg (se brochure). “Grundmodulet” koster i 2023 kr. 1020,-. Har du købt det modul, har du betalt for frokost på ruten fredag og lørdag, aftensmad fredag og lørdag, morgenmad lørdag og søndag, stort frokostbord søndag, samt overnatning 2 nætter i Hal B eller i eget telt på plænen ved cafeteriaet og gratis adgang til svømmehallen fredag, lørdag og søndag som anført i ”Praktiske oplysninger”.

De fleste kommer allerede torsdag aften. Gør du også det, kan du købe dagens ret torsdag aften for 85 kr., overnatning fra torsdag til fredag for 110 kr., og morgenmad fredag for 70 kr. De beløb er ikke med i ”grundmodulet”. Du kan få yderligere information om priser i sekretariatet.

Udover det skal du selv betale for følgende (se i øvrigt “praktiske oplysninger”):

  • Drikkevarer til maden i Sakskøbing Sportscenter.
  • Indkøb af øl og vand på rastepladser
  • Indkøb i Hvedemagasinet i Bandholm.

Om ruter og rastepladser

Rastepladserne har nogle åbningstider, baseret på en beregning, som du kan se på bagsiden af rutekortene. Vi forventer af dig, at du enten indpasser din kørsel efter rastepladsernes åbningstider, eller at du accepterer at køre din rute uden service fra rastepladserne. Hvis du kører meget hurtigt, kan du få din frokost i Sakskøbing Sportscenter. Det kræver dog, at du skriver dig på listen over de, der ønsker frokostpakke i Sportscentret, inden dagens tur startes.

Overnatning

Hvis du har valgt overnatning som en del af pakken, skal du overnatte i Hal B eller i eget telt på plænen ved cafeteriaet. Du skal selv medbringe en madras, og indrette dig i hallen eller i dit telt.

Nogle deltagere ønsker at tage deres cykler med indendørs om natten. I hal B er der udlagt plastic, hvor cyklerne kan stilles. Vær venligst hensynsfuld, og sørg for, at der ikke kommer mærker på gulvet.

For dem, der har valgt at overnatte i telte ved Sakskøbing hallerne, gælder at teltene skal slås op på plænen ved hallens cafeteria. Teltliggere kan frit bruge hallernes faciliteter, herunder bad og toilet. Overnatning i telt ved hallens cafeteria koster det samme som overnatning i hallen.

I hal A er der sekretariat. Det er her, du skal indskrive dig ved ankomst, og det er her, vi spiser. Adgang til svømmehallen er gennem hal A. Ingen bliver lukket ind i spisesalen før det tidspunkt, der er angivet i ”praktiske oplysninger”. Når du går ind i spisesalen, skal du aflevere din spisebon. Eller vise dit armbånd.

Sikkerhed: Bestyrelsen opfordrer deltagerne til ikke at opbevare værdifulde ting i hallen og til at holde lidt øje med, hvad der foregår omkring dem, f.eks. om der er fremmede på områderne, men også om der er andre deltagere, der har brug for en hjælpende hånd.

Generalforsamling: Lolland Rundt er en forening, som du er medlem af, når du har betalt dit deltagergebyr. Der afholdes generalforsamling fredag aften efter spisetid (ca. kl. 19,30).

Bemærk! Der vil blive taget billeder under løbet til brug for vores hjemmeside samt Facebook side – såfremt du ikke ønsker at være med på billederne, så gør fotografen opmærksom på det.

Vi ønsker dig nogle gode dage på Lolland

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Tilmeld