FORENINGEN BAG LOLLAND RUNDT
Lolland Rundt i 40 år
Lolland Rundt afvikles i 2023 for 39. gang. Lolland Rundt er dermed Danmarks ældste etape-motions-cykelløb. Arrangør er Foreningen “Folkecykelløbet Lolland Rundt”. En forening, hvis eneste formål er at gennemføre Lolland Rundt,og som bruger ethvert års overskud på næste års Lolland Rundt.
Bestyrelsen for Lolland Rundt er en del af løbsledelse under løbet.
CVR: 34431213
Vedtægter for Folkecykelløbet Lolland Rundt
Navn og formål
1. Foreningens navn er Folkecykelløbet Lolland Rundt. Foreningen er hjemmehørende på Lolland-Falster.
2. Foreningens formål er at arrangere og afvikle cykelløbet ”Lolland Rundt”, for at fremme og styrke motionscykling for alle aldersgrupper og gennem fællesskabet, at skabe socialt sammenhold. Der er ligeledes foreningens formål at promoverer Lolland-Falsters smukke natur og cykeltilgængelighed.
Medlemmer, generalforsamling og bestyrelse
3 Medlemmer af foreningen er alle deltagere i årets Lolland Rundt, løbsledelse og fast tilknyttede hjælpere og som kan tilslutte sig foreningens formål. Medlemskabet gælder et år frem til næste års Lolland Rundt.
Prisen for deltagelse i Lolland Rundt fastsættes af bestyrelsen, og dækker også et års medlemskab
4. Generalforsamlingen afholdes hvert år den fredag, hvor løbet afvikles. Da dagen ligger fast, indkaldes ikke til generalforsamlingen ved skrivelse eller lignende.
Dagsorden skal mindst indeholde flg. punkter:
- Formandens beretning
- Regnskabet fremlægges
- Valg
- Eventuelt
Formanden er ordstyrer, medmindre han/hun selv ønsker sig fritaget for opgaven. I så fald vælges en ordstyrer.
Bestyrelsen kan beslutte, at andre punkter optages på dagsordenen, herunder indkomne forslag.
5. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
På generalforsamlingen vælges for et år ad gangen en bestyrelse, bestående af mindst 5 medlemmer og 2 revisorer.
Bestyrelsen konstituerer sig snarest ved at fordele flg. poster blandt sig: Formand, næstformand, sekretær/referent og kasserer.
Revisorerne skal forpligte sig til at revidere regnskabet på kassererens eller formandens bopæl uden nogen form for vederlag bortset fra dækning af transportomkostninger.
6. Bestyrelsen kan i løbet af året indsupplere et eller flere medlemmer til bestyrelsen.
7. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis et flertal af bestyrelsen finder det nødvendigt, eller hvis 1/5 af medlemmerne stiller skriftligt og begrundet krav herom.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes på Lolland senest 8 uger efter at kravet er modtaget. Der indvarsles ved skrivelse til medlemmerne mindst 4 uger før generalforsamlingens afholdelse. For grupper gælder, at indkaldelsen kun sendes til gruppelederen og ikke til alle gruppens medlemmer.
Økonomi
8 Foreningens regnskab følger kalenderåret.
Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Kassereren fører foreningens regnskab og medlemsregister.
Regnskabet revideres hvert år inden 1/6 af de valgte revisorer.
Tegningsregler og hæftelse
9 Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening.
Kassereren står for varetagelse af foreningens formue, herunder indkassering af deltagerbetaling/kontingent samt betaling af regninger. Kassereren kan råde over foreningens konti, herunder betalingskort og netbank til foreningens konti, samt indgå aftale herom.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
Vedtægtsændringer og foreningens opløsning
Vedtægtsændringer og foreningens opløsning
10. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på. Foreningen opløses, hvis en enig bestyrelse beslutter det, eller hvis opløsningen besluttes på en generalforsamling med 2/3 flertal.
I tilfælde af opløsning fordeles foreningens formue i overensstemmelse med de i §2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål.
11 Datering
Denne vedtægt er vedtaget på den stiftende generalforsamling den 21. juli 1989, og senest ændret på den ordinære generalforsamling den 22/7-2016, den 21. juli 2022 samt ved den ekstraordinære generalforsamling den 8. november 2023.
Bestyrelsens underskrift:
Flemming Wrist-Knudsen Berit Hansen Jørn Erik Petersen
Bjarne Ammentorp Sørensen Kim Bøgel Susanne Lillelund
Referat fra generalforsamlingen 2023
Formand Flemming Wrist-Knudsen bød de fremmødte medlemmer vel-kommen og gennemgik herefter – som dirigent – dagsorden, som der ikke var bemærkninger til.
Dagsorden
1. Formandens beretning ved formand Flemming Wrist-Knudsen
2. Regnskabet fremlægges ved kasserer Marianne Pless
3. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt revisorer
Bestyrelsesmedlemmer:
a. Flemming Wrist-Knudsen
b. Marianne Pless
c. Jørn Erik Pedersen
d. Berit Hansen
e. Per Pless
f. Kim Bøgel
Revisorer:
g. Erik Frydendahl
h. Kurt Hansen
4. Eventuelt.
Formanden afgav herefter bestyrelsens beretning .
Pkt. 1 Bestyrelsens beretning
2022 blev så året hvor vi atter kunne starte op med et fuldt løb. Bestyrelsen var spændt på hvor mange der dukkede op efter at alle Corona restriktioner nu var historien.
Det var nok lidt optimistiske at forestille sig at vi straks kom op deltagerantal som før Corona.
Og det viser sig da også – at vi – ligesom alle andre lignende aktiviteter havde svært ved at komme på fuld omdrejning igen – og lige som mange andre – stadig lider med Corona efterveerne.
Man er stadig tilbageholdne med at samles eller har fundet nye interesser under Corona.
Men de 175 som atter fandt til Sakskøbing fik en dejlig tur med godt vejr. Og stor tak til jer og jeres loyalitet til vores løb.
Sidste år havde vi atter valgt at komme en smut til Falster for at finde nye udfordrende ruter og vores turlægger Jørn Erik havde havde atter tryllet med nye veje.
Vi har atter i bestyrelsen benyttet os af §6 i vedtægterne og suppleret os med Per Pless da bestyrelsesmedlemmet fra Vennerne i Tamburkorpset Martin Weishaupt efter deres generalforsamling stoppede og da der ikke i Venneforening var andre det ville påtage sig hans opgave.
Per Pless har således været vores ankermand på vores depothold i sam-arbejde med Venneforeningen i Tamburkorpset.
Vores samarbejde med Sportstiming går helt efter bogen og er en stor hjælp for vores kasser.
Økonomisk har foreningen det godt – ikke mindst med støtte fra vores gode sponsorer
Ja og så skal vi atter i gang med at planlægge og med to års forsinkelse det 40. løb i 2024 – jubilæumsløbet og hvis der er nogen af jer som har gode ideer eller ønsker, så lad os det endelig vide – så må vi se om de kan passe ind.
Det er bestyrelsens holdning at der skal ske noget særligt i den anledning og vi kan allerede nu love gensyn et med Nysted Havn samt muligvis en lille transport med Veteranbanen til Bandholm for den grønne- og familieru-te.
Slutteligt vil jeg atter takke jer for – at støtte loyalt om vores forening Folke-cykelløbet Lolland Rundt.
Ligeledes vil jeg takke bestyrelsen for det gode og positive samarbejde vi har.
Men også en stor tak til vores sponsorer og venner som støttede os. De handlende i Sakskøbing, Dagli’Brugserne, SuperBrugsen i Sakskøbing, TEH-El, Fri Bike i Maribo, Rema Sakskøbing, Sakskøbing Sportscenteret og slutteligt og ikke mindst Lolland- og Guldborgsund Kommuner.
Der var ikke spørgsmål til beretningen som blev vedtaget med applaus.
Pkt. 2 Fremlæggelse af regnskab.
Kasserer Marianne Pless fremlagde regnskabet – hvortil der ikke var be-mærkninger.
Regnskabet blev godkendt med applaus.
Formanden oplyste, at der er enkelte i bestyrelsen som har meddelt, at det sidste periode de opstiller. Vi står derfor et generationsskifte så hvis der er var nogen der kunne tænke sig at træde ind i bestyrelsen nu eller til næste år så skulle man ikke hold sig tilbage.
Vores vedtægter åbner jo mulighed for at man godt kan deltage i bestyrel-sesarbejdet uden at være valgt så man kan godt komme i “praktik” for at se om man vil stille op næste år.
Pkt. 3. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt revisorer:
Bestyrelsesmedlemmer:
a. Flemming Wrist-Knudsen – genvalgt.
b. Marianne Pless – ønskede ikke genvalgt og valgt blev Bjarne Søren-sen.
c. Jørn Erik Pedersen – genvalgt
d. Berit Hansen – genvalgt.
e. Per Pless – ønskede ikke genvalgt og valgt blev Susanne Lillelund.
f. Kim Bøgel – genvalgt.
Revisorer:
g. Erik Frydendahl – genvalgt.
h. Kurt Hansen – genvalgt.
Pkt. 4. Eventuelt:
Formanden takkede Per for at træde til med kort varsel da Martin afgik og påtog sig opgaven med kontakten til Tamburkorpset og depoterne og ikke mindst var der en stor tak til Marianne for hendes store og engagerede ar-bejde som kasserer og meget andet gennem mange år. Begge blev hono-reret med en erkendtlighed for deres indsats samt med stående applaus fra medlemmerne.
Og slutteligt opfodredes alle til – som gode ambassadører for Lolland Rundt – til at få rigtigt mange med til næst år, når vi har 40. års jubilæum.
Referat fra generalforsamling 2022
Folkecykelløbet Lolland Rundt
Formanden bød velkommen under middagen til de fremmødte175 medlemmer og håbede på at generalforsamlingen som i de øvrige år ville gå hurtigt og smidigt.
Jævnfør vedtægterne var formanden også dirigent.
Dagsorden blev gennemgået ude bemærkninger. Der var i år redaktionelle rettelser til vedtægterne.
Dagsorden
- Formandens beretning ved konstitueret formand Flemming Wrist-Knudsen
- Regnskabet fremlægges ved kasserer Marianne Pless
- Revision af vedtægter.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer samt revisorer
Bestyrelsesmedlemmer:
- Flemming Wrist-Knudsen
- Marianne Pless
- Jørn Erik Pedersen
- Berit Hansen
- Martin Weishaupt
- Kim Bøgel
Revisor:
- Erik Frydendahl
- Kurt Hansen
Bestyrelsens beretning
Efter et dejligt Lolland Rundt i 2019, hvor den tidligere formand Bent Mortensen havde overdraget depechen til den nye bestyrelse med Gitte Fornitz som formand var den nye bestyrelse klar til at planlægge og afvikle løbet i 2020.
Men desværre kom det ikke til at ske, for da man i januar 2020 konstaterede det første tilfælde af Corona i Kina, så ændredes hele verden. Og da Danmark i februar – marts lukkede ned så måtte vi erkende at det ikke blev til Lolland Rundt i 2020.
I 2021 begyndte man at så lempe på restriktionerne og vi satsede og startede forsigtigt op med et endagsløb i 2021.
Når det kun blev til et endagsløb, så var bevæggrunden den at vi gennem hele forløbet havde været i kontakt med sundhedsstyrelsen for at blive vejledt og her var især det at sove sammen i hallen ikke en mulighed da man trækker vejret meget tungere når man sover og smitten derfor ville have gode forhold. Ligeledes var fællesspisning i hallen med buffet heller ikke en mulighed på det tidspunkt.
For at holde ”gryden i kog” og ikke helt blive glemt besluttede vi at holde et etdagsløb den 24. juli 2021-Løbet var sat fra vores side en stor succes – og det blev over al forventning med stor opbakning – 165 deltog – og flere havde indlogeret sig på campingpladsen eller på vandrehjemmet for at holde traditionen i hævd så man blev et par dage mere – rigtigt mange tak for den opbakning som gav bestyrelsen forhåbning til fortsat støtte til løbet.
Desværre har i bestyrelsen haft flere udfordringer siden vi sidst var sammen. Vores lagerfaciliteter til alt vores materiale skulle bruges til andet formål og vi blev derfor husvilde. Men heldigvis kunne vi med gode forbindelser og venner af foreningen få midlertidig og hurtig opbevaring af vores materiel, men det gav en del flyttetransport
Desværre måtte vores formand Gitte Fornitz af personlige og helbredsmæssige årsager se sig nødsaget til at trække sig som formand og næstformanden – mig – måtte overtage formandsposten.
Corona og de meget hygiejniske forholdsregler som vi alle blev underlagt og som vi fremover nok skal tage til os, fik os til at overveje om ikke de madrasser som vi gennem mange år har brugt skulle skiftes ud.
Vi afsøgte om forsvaret havde brugte madrasser vi kunne købe men blandt andet flygtningesituationen gjorde det ikke muligt – de skulle bruges til dette formål.
Efter indhentning af tilbud viste det sig hurtigt dog at være en omkostning som foreningen ikke kunne løfte og det blev derfor besluttet at udfase madrasserne. Det har dog også vist sig at mange selv har selvoppustelige madrasser med. Vi håber på jeres forståelse for denne beslutning.
Vi har i år valgt at komme en smut til Falster på den røde rute, da vi må erkende at det bliver sværere og svære at finde nye ruter eller kombinationer i en rimelig afstand af Sakskøbing. Vores turlægger Jørn Erik er dog fortsat fortrøstningsfuld.
Vi har også i bestyrelsen benyttet os af §6 i vedtægterne og suppleret os med Kim Bøgel som er ankermanden på vores skiltehold og derfor en væsentlig og naturlig del af ”holdet”.
Det er også første år, hvor vi skal have ”trykprøvet” vores samarbejde med Sportstiming i forbindelse med tilmelding og betaling. Sportstiming mener at vi er besværlige da vi har så mange muligheder for tilmelding så de er også udfordre, men letter meget arbejde for os.
Økonomisk har foreningen det godt. På sidste års endagsløb havde vi besluttet at næsten alt skulle være gratis på depoterne som tak for opbakningen. Vi har også valgt at det trykte som er til uddeling fremstilles af bestyrelsen fremfor på et trykkeri for at holde udgifterne i ro.
Ja og så skal vi atter i gang med at planlægge den 39. løb i 2023, men hvis der er nogen af jer som har gode ideer eller ønsker så lad os det endelig vide – så må vi se om de kan passe ind.
Slutteligt vil jeg atter takke jer for at støtte loyalt om vores forening samt Lolland Rundt. Ligeledes vil jeg takke bestyrelsen for det gode og positive samarbejde vi har.
Men også en stor tak til vores sponsorer og venner som støttede os. De handlende i Sakskøbing, Dagli’Brugserne, SuperBrugsen i Sakskøbing, TEH-El service, Lolland- samt Guldborgsund Kommune, Fri Bike i Maribo samt Byens Bager i Nakskov, Rema Sakskøbing, Depot Lolland Falster, Redoffice, Sakskøbing Sportscenter, Beredskabet samt Tamburkorpset Venneforening. .
Der var ikke spørgsmål eller bemærkninger til beretningen.
Beretningen blev vedtaget med applaus.
Pkt. 2 Fremlæggelse af regnskab ved Marianne:
Kasserer Marianne Pless gennemgik regnskaber som viste et lilleoverskud fra sidste års etdagsløb.
Der var ikke spørgsmål eller bemærkninger til regnskabet.
Regnskabet blev godkendt med applaus.
Pkt. 3 Revision af vedtægter:
Bestyrelsen havde gennemgået vedtægterne og fundet anledning til et par små redaktionelle ændringer således:
Foreningens navn er Folkecykelløbet Lolland Rundt. Foreningen har adresse på formandens bopæl
Foreningens navn er Folkecykelløbet Lolland Rundt. Foreningen er hjemmehørende i Guldborgsund Kommune. NY
Formanden motiverede ændringen med, at formanden nødvendigvis ikke skal bo på Lolland-Falster.
Foreningens formål er at arrangere og afvikle Lolland rundt, samt at fremme motionscykling i Danmark
Foreningens formål er at arrangere og afvikle Lolland Rundt for at promoverer Lolland-Falsters smukke natur og cykeltilgængelighed, samt at fremme motionscykling i Danmark. NY
Formanden motiverede ændringen med at det altid har været foreningens formål at promoverer Lolland-Falster hvorfor det også bør fremgå af formålet.
Revisorerne skal forpligte sig til at revidere regnskabet på kassererens eller formandens bopæl uden nogen form for vederlag.
Revisorerne skal forpligte sig til at revidere regnskabet på kassererens eller formandens bopæl uden nogen form for vederlag bortset fra dækning af transportomkostninger. NY
Formanden motiverede ændringen med at det altid har været praksis at revisorerne får dækket transportomkostninger.
Foreningens regnskab følger kalenderåret.
Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Kassereren fører foreningens regnskab og medlemsregister.
Regnskabet revideres hvert år inden 1/4 af de valgte revisorer.
Regnskabet revideres hvert år inden 1/6 af de valgte revisorer. NY
Formanden motiverede ændringen med at det var et ønske fra kassereren så hun fik lidt mere tid til at klargøre regnskabet.
Alle bestyrelsens forslag blev godkendt.
Pkt. 4. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt revisorer:
Alle bestyrelsesmedlemmer og revisorer var på valg således:
Bestyrelsesmedlemmer:
- Flemming Wrist-Knudsen (formand)
- Marianne Pless (kasserer)
- Jørn Erik Pedersen
- Berit Hansen (næstformand)
- Martin Weishaupt
- Kim Bøgel
Revisor:
- Erik Frydendahl
- Kurt Hansen
Alle blev genvalgt med applaus og bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende som ovenstående.
Pkt. 5. Eventuelt:
Der var ingen der ønskede ordet.
Referent: Flemming Wrist-Knudsen